Planlæg din første tur som frilufter

Hold din første tur kort og enkel. Her er det vigtigste at planlægge, før du tager afsted.

Sollys mellem grønne blade og træstammer i skoven.

Start med få km

Den første tur skal være én nat, tæt på hjemmet. Så kan du prøve grejet og vænne dig til at sove ude uden meget planlægning. Hvis det går helt galt, kan du køre hjem til din egen seng.

Tag gerne en ven med, der har prøvet det før. Snak også om forventningerne på forhånd, både med dig selv og med dem, du tager afsted med.

Et træshelter med plads til overnatning omgivet af skov.

Find og book et shelter

Et shelter er det nemmeste sted at starte, fordi et telt er mere bøvl og koster mere. De fleste sheltere er gratis. Du kan finde dem hos udinaturen.dk eller booke via Naturstyrelsens bookingsystem.

Vælg et shelter, der kan bookes, så du ved, der er plads, når du kommer frem. Læs også de lokale regler for stedet.

To personer studerer et papirkort ved et telt i naturen.

Planlæg ruten og tjek vejret

Vælg en kort rute på 5 km, så du har kræfter tilbage, når lejren skal laves. Tjek vejrudsigten og tilpas pakningen efter den. Hav kortet på telefonen og et papirkort som backup. Fortæl altid nogen, hvor du tager hen, og hvornår du regner med at være hjemme.

En blå og en rød vandrerygsæk stillet ved et træ.

Saml grejet, og lån før du køber

Det vigtigste til en overnatning er et sovesystem: en sovepose plus et liggeunderlag, der isolerer mod jorden. Dertil kommer en lommelygte eller pandelampe, godt fodtøj og tøj i lag med regntøj yderst. Brug det, du har, og lån resten. En billig sovepose duer fint til at begynde med. Pak efter en pakkeliste.

En familie bager snobrød over et bål.

Hold mad, vand og førstehjælp enkelt

Medbring simpel mad hjemmefra som fx en sandwich eller til snobrød og pølser. Tag rigeligt vand med, cirka en halv liter i timen, mens du går. Pak en lille førstehjælpstaske med plaster.

Næste  trin:
Pak dit udstyr ned